Kvalitativ Analyse kastede lys over MTU-målingen

Situationen
I en nyligt tilkøbt afdeling af en stor virksomhed havde der to år i træk været en utilfredsstillende kvantitativ MTU-måling, og de hidtidige tiltag havde ikke ændret medarbejdernes relative utilfredshed.

Udfordringen
At afdække den egentlige årsag til den gentagne utilfredshed med koncernen generelt og afdelingen specifikt – og på baggrund heraf at identificere virkningsfulde løsningstiltag.

Processen
Medarbejderne, afdelingslederen og dennes chef blev alle interviewet individuelt i en coachende samtale. Her fik de lejlighed til at udforske de egentlige problemer bag utilfredsheden samt fortælle om det, der trods utilfredsheden, fungerede godt i afdelingen. Samtalerne viste, at utilfredsheden havde både organisatoriske, ledelsesmæssige og personlige baggrunde, som det ikke havde været muligt tydeligt at præcisere i spørgeskemaet, der blev anvendt til MTU-målingen.

Disse forhold blev kategoriseret, prioriteret og rapporteret i en form, der adresserede henholdsvis direktionen, afdelingslederen og medarbejderne selv samt samspillet imellem de enkelte parter. Der blev givet tilbagemelding på interviewresultater, konklusioner og anbefalede løsninger – først til ledelsen dernæst til ledelse og medarbejdere på et fælles seminar.

Udbyttet
Generelt afslørede analysen, at den oprindelige forståelse af den utilfredsstillende MTU måling var både ufuldstændig og misvisende. Analyseresultatet var alligevel særdeles genkendeligt og gav et meningsfuldt billede af situationen. Dette var for ledelse og medarbejdere både en lettelse og en motivation for fremadrettet at adressere udfordringerne. Medarbejderne følte sig hørt og forstået, og et svært budskab - som de ikke havde kunnet give direkte til ledelsen - blev formidlet åbent og nøgternt af udenforstående. Ledelsen fik konkrete anbefalinger og redskaber til at løse problemerne.

På baggrund af analyseresultaterne iværksatte ledelsen efterfølgende konkrete tiltag til løsning af de ledelsesmæssige mangler og uhensigtsmæssigheder.